Gode råd

Se uddybningen af hvert råd længere nede på siden. 

  • Beskyt din pc mod ondsindede programmer
  • Hold dine programmer opdateret
  • Slå krypteringen til på dit trådløse netværk
  • Indstil sikkerhedsniveauet i din browser
  • Installer kun programmer du har brug for

Beskyt din pc mod ondsindede programmer.
Dit antivirusprogram holder øje med, om din pc bliver angrebet af virus fra mails, filer og hjemmesider. Programmet kan også hjælpe med at scanne din pc, for at se om der allerede er virus.
Hvis det ikke er opdateret, vil der være en lang række vira, som programmet ikke kender til, og dermed ikke kan være opmærksom på. Foruden at holde programmet opdateret er det også vigtigt, at du jævnligt udfører en virusscanning af din harddisk.
Din firewall beskytter dig mod kriminelle, der forsøger at bryde ind i din pc. Find en indstilling der spærrer for uønsket trafik, men ikke spærrer for alt, du foretager dig på internettet. I langt de fleste tilfælde vil det være dig, der opretter en forbindelse fra din pc til en anden maskine på internettet. Derfor kan du som hovedregel sætte din firewall til at afvise alle opkald udefra. Det kan være komplekst at konfigurere en firewall, så hvis du har svært ved det, er det bedre at du søger hjælp, for eksempel blandt venner eller i familien, end at du giver op.

Hold dine programmer opdateret.
Du skal sørge for at holde alle programmer på din pc opdateret - ikke kun antivirus og firewall. Programmer, der ikke er opdateret, kan have sikkerhedshuller, der fungerer som en ulåst bagdør til din pc, hvor kriminelle får uhindret adgang.
Hvis programmerne på din pc har sikkerhedshuller, kan du risikere, at de kriminelle udnytter disse, når du besøger en hjemmeside, du normalt har tillid til. De kriminelle kan på hjemmesiden have lagt skadelige elementer, der er skjult for dig som besøgende, og som ejeren af siden ikke kender til. Dette kaldes drive-by angreb. Det skadelige element kan være en såkaldt trojansk hest, som de kriminelle bruger til at få fuld kontrol med din pc.
Hvis de kriminelle opnår adgang til din pc, har de adgang til dine fortrolige oplysninger. De kan også misbruge adgangen til din pc til at gemme ulovlige programmer eller bruge din pc til at udsende spam. Sikker-hedshullerne i ikke opdaterede programmer kan også udnyttes af vira eller orme.
Nogle programmer har automatisk opdatering, som du med fordel kan slå til. Andre programmer kræver, at du selv gør noget for at opdatere dem. Hvis du ikke har overblikket over dette, kan du finde gratis programmer til at scanne din pc under Værktøjer og links.

Slå krypteringen til på dit trådløse netværk
For at undgå at andre får adgang til din pc eller din internetforbindelse via dit trådløse netværk, er det vigtigt, at du benytter kryptering. Hvis du krypterer, sikrer du, at andre ikke kan læse din kommunikation eller bruge din internetforbindelse til kriminelle handlinger.
Hvis din forbindelse bliver brugt, er det dig, der bliver mistænkt - ikke de kriminelle.

Det er også vigtigt, at du laver et ordentligt password på minimum 8 tegn, og gerne med små og store bogstaver, tal og specialtegn.

Der findes forskellige former for kryptering: WEP, WPA og WPA2. WPA2 og WPA er de mest sikre.

Hvis det er muligt, er det også en god ide at slå broadcastmeddelelser fra på dit trådløse netværk. På den måde bliver det sværere for de kriminelle at finde frem til dit netværk og tilslutte sig. Hvis du ikke kan slå broadcastmeddelelser fra, bør du ændre det standard-navn (kaldet SSID), dit netværk hele tiden udsender. Derved gør du det sværere for de kriminelle at identificere producenten af dit trådløse udstyr. Hvis de kriminelle kender udstyrsmærket, har de nemlig lettere ved at udnytte dit udstyrs svagheder.
Den sidste ting, du bør overveje for at sikre dit trådløse netværk, er at anvende MAC-adresse filtrering. En MAC-adresse er en entydig identifikation af udstyr, der er tilkoblet et netværk, også et trådløst netværk. Netop fordi en MAC-adresse er unik, kan du i din basis station (router) oprette en liste med alle de pc'er (identificeret ved deres MAC-adresse), du vil tillade, får adgang til dit trådløse netværk.

Indstil sikkerhedsniveauet i din browser
Indstil sikkerhedsniveauet i din browser, så du altid bliver spurgt, når informationer, filer og programmer overføres til din computer. Hermed får du mulighed for at tjekke, at du ikke får installeret uønsket kode.
Sådan indstiller du sikkerheden i henholdsvis Internet Explorer, Firefox og Chrome.

Installer kun programmer du har brug for
Hent kun programmer fra netsteder du har tillid til - og hent kun programmer du har brug for. Det bliver på den måde lettere for dig at sikre, at dine programmer er opdateret.
Hvis du installerer et program, som du efterfølgende finder ud af, du ikke har brug for, så afinstaller programmet, så du ikke behøver at holde det opdateret.
Du skal være opmærksom på, om installeringen kræver, at du opgiver personlige oplysninger eller siger ja til at modtage reklamer. Særligt gratis programmer og fildelingsprogrammer kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Opdater dine programmer

Få tjekket din pc

  • Kør skanningerne
  • Opdater programmer
Værktøjer

Værktøjer og links

Tjek de forskellige værktøjer og produkter, du kan opdatere og sikre din pc med.

Trusler og værn

Hvilke ting skal du passe på - og hvordan beskytter du dig bedst mod de forskellige trusler. Se skemaet og find ud af, hvor du skal passe på. Klik på ordene i skemaet for at blive klogere på de enkelte begreber.

Gode råd

Læs sikkerhedsrådene og bliv klogere på hvad, du kan gøre for at holde dig og din pc sikker.

Sikkerhed på Macs

Ejer du en Apple-computer, kan du finde råd og vejledning om opdatering på Apples sikkerhedssider.

logoer TDC Group, Microsoft, finansrådet, DK-CERT